Appassimento 2019
Druer: Cabernet Cantor og Leon Millot
Alkohol: 15 % Vol.
Mængde: 75 cl.
Denne vin er en ”appassimento”, dvs. en vin lavet på delvist tørrede druer. Tørringen gør at vinen bliver kondenseret i både duft, smag, sukker og alkohol, her en kraftig rødvin på Cabernet Cantor og Leon Millot. Druerne er høstet i oktober 2019, tørret i vindmaskine i 3 uger, macereret i 4 uger, for til sidst at ligge på gamle egefade til sensommeren 2022. Vinen er en stabil vin, som kan lagres i mange år, og er stabil i farve, duft og smag.
Vi er tilfredse med resultatet både i udseende, duft og smag. Vinen er dyb og mørk i farven, aromatisk i duften med sorte bær, mørke blommer og en klar, grøn tone. Vinen har en god afbalancering i smagen mellem syre og frugtsødme med noter af svesker, kirsebærsten og brombær. Den er til den halvtørre side og har beherskede, modne tanniner. En behagelig lang eftersmag. Et spændende alternativ til en italiensk vin på tørrede druer.
Opbevares mørkt ved ca. 12 grader. Vi serverer vinen kølig, ca. 12-15 grader, men lader den dekantere inden eller i forbindelse med servering.
Druerne er økologiske og kommer fra vores mark på Lolland, som vi driver i samarbejde med Preben Jørgensen, fra den nu nedlagte Vester Ulslev Vingård. Preben er ophavsmand til produktionen af disse pragtfulde vine, og passer fortsat marken på Lolland.
Druerne er, efter høst og tørring, bragt til Garbolund, hvor de bliver macereret og tappet på flaske.
Der er ikke tilsat sulfitter, men vinene danner naturligt en smule sulfit undervejs i vinificeringen.
Comments are closed